Værd at vide
Hvis du ikke kan finde svar her, kan du kontakte din lokale afdeling.
Overordnet
Overordnet
Hvilken enhed er mit barn?
Hos KFUM spejderne er spejderne inddelt efter klassetrin:
- Familiespejdere: Fra 3 år til 6 år
- Bævere: 0.-1. klasse
- Ulve: 2.-3. klasse
- Juniorspejdere: 4.-5. klasse
- Tropspejdere: 6.-8. klasse
- Seniorspejdere: 9.klasse til 18 år
- Klan/Rover: 18+
Hvornår er der spejdermøde?
Alle enhederne har møde i løbet af ugen. I Rakkeby Gruppe mødes vi alle torsdag aften.
- Familiespejderne: 16.30-17.30
- Bævere, Ulve, Junior, trop og Senior: 18.00-19:30
- Roverklanen: 18.00 – 20.00
I særlige tilfælde kan mødetidspunkterne for enheden være ændret en enkelt uge. Tjek programmet under enhedens side for at være sikker.
Hvem er KFUM-spejderne?
På KFUM-spejdernes officielle hjemmeside kan du læse meget mere om, hvad KFUM-spejderne står for og vores vinkel på spejderarbejdet.
Hvad laver man som spejder?
Som spejder laver man alt det, du tænker spejderarbejde er – og alt muligt andet. Vi arbejder i små grupper/bander/patruljer i enhederne og har fokus på samarbejde, udfordringer og gode oplevelser.
Du kan læse om vores vision og strategi på KFUM-Spejdernes hjemmeside lige her.
Hvordan bliver man spejder, og hvad koster det?
Fedt du vil være med.
At være spejder koster 550,00 kr. årligt.
Grej/udstyr
Grej/udstyr
Er der noget påkrævet udstyr for at være spejder?
Som udgangspunkt nej. Vi håber at du/dit barn har lyst til at anskaffe et tørklæde og gerne en uniform, som mærker kan sys på. Det kan fx være gode fødselsdags- eller juleønsker.
Hvor skal mærkerne sidde?
Du kan altid spørge din spejderleder, men der er også en guide lige her.
Hvor køber jeg en uniform?
Hvis du er heldig har vi en brugt liggende i hytten, du kan købe. Du er velkommen til at kigge forbi lederlokalet og spørge. Du kan også lave et opslag på vores facebook gruppe, hvor både tidligere og nuværende spejdere og spejderforældre er medlem. Nye uniformer kan købes her.
Må mit barn få kniv/dolk?
Spejderne tager normalt knivbevis som ulve, hvorefter de gerne må have egen kniv, såfremt I mener det er forsvarligt. Starter dit barn til spejder som junior eller derefter, må de gerne have egen kniv. Det vigtigste for os er, at spejderen kan bruge den fornuftigt og forsvarligt med opmærksomhed på andre i nærheden.
Forældre til en spejder
Forælder til en spejder
Hvilke forpligtelser har jeg når mit barn er spejder?
Det vigtigste er, at du melder afbud hvis du/dit barn ikke kan deltage en torsdag. Gerne senest dagen før, så lederne kan tilpasse programmet, og ikke står og venter på spejderen til mødet.
Generalforsamling
Hver februar holder gruppebestyrelsen en generalforsamling, hvor alle forældre er meget velkomne. Gruppelederen giver en beretning om året i gruppen, og vi snakker om planerne for det næste år, økonomi og hvad der ellers er interesse for. Derudover er der valg til gruppebestyrelsen. Man kan sagtens deltage uden at stille op.
Forældrehjælp
Vi tror meget på at løfte i flok, derfor vil I løbende blive kontaktet for småopgaver. Gruppens økonomi afhænger af de penge vi tjener, så når I hjælper os med at løfte i flok, får vi mulighed for fortsat at lave fede spejderaktiviteter for jeres børn.
Har du børn over 18 år som er spejdere, kan de også selv varetage opgaven.
Jeg vil gerne være med i gruppebestyrelsen
Fantastisk. Du er meget velkommen til at kontakte vores formand på mail for at høre mere.
Spejderarrangementer
Spejderarrangementer
Hvor tilmelder jeg mit barn?
Alle vores arrangementer oprettes på Medlemsservice (samme sted, som I betaler kontingent).
Årlige ture og arrangementer
Hvert år i september eller oktober tager hele gruppen på en fællestur. Alle enheder er på en tur eller sommerlejr. Vi holder ud over det, 4 fælles lejrbål, fælles sæsonstart og fælles sæson afslutning.
Faste arrangementer
Hvert år afholder vi Danmark Spiser sammen i uge 17. Der samles vi under mastesejlet og spiser mad, tilberedt af spejderne over bål.

Kontigent og anden betaling
Kontingent
Kontingentet udgør 550,00 årligt og opkræves halvårligt gennem Medlemsservice. Betaling sker med betalingskort.
Information om Medlemsservice står i velkomstmailen efter indmeldelse.
HUSK at kigge i spam efter mailen, da mails fra Medlemsservice desværre ofte lander der.
Kontingentet dækker aktiviteter i enhederne og revurderes hvert år ved generalforsamlingen.
Anden betaling
Herudover opkræves der betaling for ture og sommerlejre.
Betalinger for weekendture bliver opkrævet kontant til spejdermøderne med en tilmelding til det enkelte arrangement og til sommerlejr via gruppens konto.
Spørgsmål om medlemsskab og kontingent kan stilles til henrikp1995@hotmail.com.
Uniform og mærker
Om uniformen
Når vi går i vores spejderuniform, er det blandt andet for at symbolisere, at vi er en del af et større fællesskab, der bærer en uniform magen til vores egen. Ved KFUM-Spejderne består uniformen af den grønne skjorte og det røde tørklæde, og vi har den på, når vi er til det ugentlige møde i spejderhytten, på ture, til arrangementer uden for spejderhytten samt til andagter og gudstjenester.
Vores uniform fås i fire udgaver: En børnemodel, en figursyet kvindemodel, en figursyet herremodel og en unisex-model til voksne, der er helt lige i snittet. Alle modellerne består af en uniformsskjorte og en fleece. Fleecen kan lynes på, når det er koldt, og af igen når solen skinner.
Der også to officielle uniformstørklæder: Et klassisk, rødt, trekantet tørklæde med grafik fra vores logo, som kommer i to størrelser. Desuden er der et stort, vævet, rødt tørklæde med kvaster. Begge tørklæder er til både drenge og piger i alle aldre.
Uniformsvejledning
KFUM-Spejderne har redesignet alle basismærker til uniformen. Det gælder alt fra gruppenavn og enhedsmærker til kursusmærker.
Derfor behøver du ikke flytte nogle af dine gamle mærker over på din nye uniform, når du får den. For der kommer en masse nye mærker.
I denne uniformsvejledning kan du blandt andet se, hvor du kan placere mærkerne på din nye uniform. Der er også vejledning til, hvordan du officielt kan bære din uniform. Vejledningen kan du se her.


Adresser
Find os her
Vi holder vores ugentlige møder i og omkring Rakkeby Skovhus.
Vi har nogle fine rammer, men er mest ude i skoven og ved søen.
Rakkeby Skovhus
Rakkebyvej 256
9800 Hjørring
Gruppens samværsregler
Samværsregler
Samværsregler for Rakkeby Gruppe
Alle grupper hos KFUM-Spejderne i Danmark skal udarbejde skriftlige samværsregler og opdatere dem årligt. Samværsregler er et godt værktøj til at skabe trygge rammer for spejderarbejdet.
Samværsregler handler om at have en fælles forståelse af, hvordan vi omgås hinanden, men også får skabt en atmosfære i gruppen, hvor det er naturligt og accepteret at tale om, hvordan både den enkelte og gruppen lever op til de fælles spilleregler, I har aftalt.
Kilde KFUM Spejderne i Danmark
Særlige tryghedsregler
Fem konkrete tryghedsregler
Ved overnatning
Vi bestræber os på at være to ledere til stede ved overnatning for derved at undgå situationer, hvor en leder sover alene med spejderne.
Badning
Ved badning skal alle spejdere føle sig trygge, og der skal være åbenhed og naturlighed ved badesituationer.
Hjælp ved intime situationer
Vi vil bestræbe os på at have to ledere til at hjælpe ved intime situationer. Igennem fælles åbenhed ved intime situationer vil vi undgå mistanke og tvivl ved bla. at give information til forældre.
Et konkret eksempel kunne være, at en spejder har en flåt siddende et intimt sted og vil gerne have en bestemt leder til at fjerne den. Dette er selvfølgelig helt ok, men lederen informerer en af sine medledere om situationen, inden flåten fjernes. Forældrene informeres efterfølgende.
Sociale medier
Der offentliggøres eller deles ikke billeder, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved blufærdighed. Ledere vil så vidt muligt undgå samtaler, som ikke er spejderrelaterede på sociale medier og vil så vidt muligt undgå en-til-en samtaler med spejdere.
Kæresteforhold mellem ledere og ikke-ledere
Når man har en lederfunktion i gruppen, må man ikke have et forhold med en spejder under 18 år. I øvrigt følger vi lovgivningen på området.